Adrenalinen bruser i SCRC’en

På rad og række sidder fighter controller’ne (FC) med øjnene dybt inde i skærmen, der tegner radarbilledet af dansk luftrum. Det ligner til forveksling et computerspil, men personen med headsettet og musen ved skærmen er meget bevidst om, at det drejer sig om rigtige fly med levende mennesker.
 Og det er ingen undtagelse under øvelsen Tactical Leadership Programme (TLP), der er ved at rinde ud for denne gang.
Fly fra syv lande har flænset luften under start og landing på flyvestationen i Karup det allermeste af maj. I dag torsdag er det slut. Da bliver den sidste af de 14 missioner fløjet.

”Øv, mit fly blev skudt ned”
Men også Static Control and Reporting Centre (SCRC) bærer det internationale præg. Dybt i Karup-bunkerens indre ses der sammen med danske både norske, hollandske, belgiske og britiske uniformer, der har indtaget de blå stole foran FC’ernes positioner.
Fælles for dem er, at de er piloternes øjne og guider flyene frem til deres mål. Nogle FC’ere styrer de venligtsindede fly, mens andre går fjendens ærinde under øvelsen. Nok er det en øvelse, men fighter controller’ne lever sig så meget ind i spillet, at han/hun ærgrer sig, når flyet, som vedkommende har under kontrol, bliver ”skudt ned”.

Simultankapacitet er et must
Et uoverskueligt virvar af symboler, talløse linier og kasser på skærmen, det er hvad der møder det utrænede øje. Men for FC’eren er det ikke usædvanligt at skulle have styr på en snes fly på én gang. Oveni bliver frekvenserne under øvelsen undertiden jammet; det vil sige forstyrret af andre radiosignaler med det ene formål.

Tænker i pilotens baner
Kampflyets egen radar har kun et begrænset udsyn og rækkevidde. Derfor er en god og smidig indsats fra SCRC’en en uvurdelig støtte for piloten. Af samme grund er fighter controller’en altid tvunget til at tænke i pilotens baner for at optimere ruten til målet, undgå sammenstød med andre fly og holde flyene uden for rækkevidde af fjendtlige våben. Det opnås blandt andet ved bagsæde-ture i et F-16-fly.

Tekst og foto: Arne Bach Nielsen