[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Flyvevåbnets årlige Air Show løber af stablen på søndag d. 10. juni, hvor der er gratis adgang på Flyvestation Aalborg.

Der er kommet et par ændringer i deltagerlisten:

Royal Air Force sender 2 af deres Tornadoer GR4 fra RAF MARHAM på static display i Aalborg. RAF sender desuden en Harrier GR7, som var det første kampfly, der kunne lette og lande lodret.

Det franske flyvevåben sender en ALPHAJET på static display. Flyet kommer fra 1/8 sqn “ SAINTONGE “  8th WING - CAZAUX AFB.

Den belgiske A-109 AGUSTA helikopter som skulle have lavet opvisning er ændret til, at den kommer til at stå på static istedet for.

Det Turkiske Flyvevåben har måttet aflyse, at sætte deres C-130H på static display. C-130H er Turkish Stars støttefly, som desværre bliver nødt til at flyve hjem til Tyrkiet, efter det har afleveret materiel og teknikere på Aalborg. C-130 er dog stadig repræsenteret på Airshowet i form af en af Air transport Wing Aalborgs egne C-130J, der laver flyveopvisning.

Alle Flyvevåbnets flytyper laver desuden opvisning i luften. Selvfølgelig også den netop indviede redningshelikopter EH101, der er forbløffende manøvredygtig - ikke mindst, hvis man tager i betragtning, at den er på størrelse med en almindelig by-bus.

Et andet spektakulært syn, foruden de mange jagerfly, bliver den enorme transportmaskine C-17, som NATO råder over. Den laver ligeledes opvisning i luften. I samme kategori vil det være muligt at se et KC-135R tankfly, der kan rumme over 200.000 pund brændstof til genopfyldning af f.eks. kampfly i luften. 

Få mere at vide og hold dig opdateret om det store Air Show her