[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

På Flyvevåbnets officersskole er i disse dage samlet en lang række personer med erfaring fra kampfly-verdenen. 
Over to dage kommer oplægholderne vidt omkring fremtidens rolle for kampfly - ikke mindst set i dansk perspektiv.
Skal Danmark specialisere sig i bestemte typer luft-operationer, istedet for at have en mindre kapacitet inden for hver type operation, og i hvilke typer konflikter kan danske F-16 kampfly gøre mest nytte? Det var nogle af de spørgsmål, som var til debat under dagens oplæg, blandt andet om danske kampflys rolle i lav-intensitet konflikter.

Til seminariet er også udenlandske oplægsholdere, herunder Brigade General M. Snodgrass fra US Airforce, som fortalte om, hvordan effektbaserede operationer for alvor kom i brug under den Første Golfkrig. Effektbaserede operationer er et relativt nyt begreb inden for konfliktløsning, og baserer sig på at opnå den ønskede virkning med mindst mulig ressource-forbrug og færrest mulige tab. En tankegang, der adskiller sig fra tidligere, hvor målet pr. definition skulle destrueres for at være sat ud af spillet.

Airpower-seminaret fortsætter imorgen med oplæg af blandt andre Forsvarsminister Søren Gade.