[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Kabul International Air Port.
Besøget startede torsdag morgen i Kabul International Air Port (KAIA), hvor Flyvevåbnet i øjeblikket bidrager med brandfolk, flyveledere og stabsofficerer. Derudover har Flyvevåbnet siden sommeren 2005 haft et radarbidrag udsendt til KAIA, hvilket har betydet en markant forbedring af flyvesikkerheden i området.
Den ældste danske officer på KAIA havde samlet alle de danske soldater, så SØL kunne give en status på situationen i Flyvevåbnet og medarbejderne kunne få lejlighed til at tale med SØL omkring deres arbejde på KAIA og de generelle forhold.

Kandahar Airfield.
Torsdag eftermiddag fløj SØL videre til Kandahar Airfield (KAF) i det sydøstlige Afghanistan. NATO overtog d. 1. august 2007 driften af KAF efter amerikanerne, som har drevet lufthavnen siden Operation Enduring Freedom startede i 2002. Flyvevåbnets bidrag på KAF består af 45 personer, som indgår i den internationale drift af lufthavnen. Flyvevåbnets soldater sørger for Flight Line Security, som er sikkerheden omkring flyfeltet og beskyttelse af de fly og det udstyr, som befinder sig der. Derudover indgår der soldater fra Flyvevåbnet i den militære NATO-stab på KAF.
SØL ankom til KAF torsdag aften og fredagens program startede med morgenmad sammen med nogle af soldaterne. Herefter var der arrangeret briefinger omkring situationen i Afghanistan og operationerne på KAF. Et af formålene med besøget var, at SØL skulle få et indblik i soldaternes forhold og arbejde på KAF. Der var derfor arrangeret en rundtur på basen, hvor SØL blandt andet så de danske vagtposter og kunne tale med Flight Line Security soldaterne omkring deres arbejde og oplevelse af udsendelsen. Derudover så SØL det danske indkvarteringsområde, den danske hundekennel og basens Militær Politi station, som er ledet af en dansk officer.
Under hele besøget var der mulighed for at soldaterne kunne stille spørgsmål eller blot tale med SØL om de ting, som optog dem mest. Et besøg som dette giver således soldaterne mulighed for at få sat fokus på nogle af de emner, som de synes er vigtige, og det var tydeligt at mærke på soldaterne, at de var glade for den direkte kontakt med chefen.
Ved besøgets afslutning fredag aften gav SØL udtryk for at det havde været et godt besøg, og at det havde været meget inspirerende at møde de danske soldater og se at opgaverne løses professionelt på trods af nogle ofte vanskelige funktionsvilkår.