[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Air Transport Wing Aalborg har i perioden 12. november til 7. december besøg af et hollandsk C-130H Hercules fly. De hollandske besætninger vil i den periode træne taktiske flyvninger, herunder taktiske anflyvninger mod Flyvestation Karup. Ved taktiske anflyvninger vil flyet nærme sig destinationen i stor højde, for nær ved destinationen at dykke kraftigt nedad, og afslutte anflyvningen i meget lav højde. Taktiske anflyvninger anvendes i kriseområder, da flyet derved opnår størst mulig sikkerhed mod fjendtlig beskydning.

Det hollandske Hercules fly ligner ved første øjekast de danske, men er af en tidligere generation. Danmark har tidligere opereret med C-130H modellen, men i 2004 blev disse udskiftet til C-130J, som er den nyeste udgave på markedet. Generationsforskellen er primært mærkbar i den kraft motorer og propeller kan levere, hvilket kombineret med et lavere brændstofforbrug har indflydelse på flyets rækkevidde og løfteevne.