[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Edwards Airforce Base i Californien, USA. Dagen er d. 15. september 1977. Fire Europæiske lande er gået sammen om at købe nye kampfly. EPAF hedder sammenslutningen, der består af Norge, Belgien, Holland og Danmark. Holland står til at skulle have den første testflyvning af flyet.
I Danmark er et stort møde om F-16 udviklingen under opsejling. Svend Hjort, bedre kendt som piloten JOS, forbereder sin første F-16 flyvetur, som han har ventet et år på. F-16 er blevet testet 18 gange før, men aldrig af en ikke-amerikansk pilot.

- Det var egentligt hollænderne, der skulle have den første tur. Men fordi det var bedst, at jeg havde fløjet, inden jeg skulle til mødet i Danmark, så gav den hollandske pilot Steven Heyboer mig turen.
Flyet er helt revolutionerende indenfor Det Danske Forsvar. For danskerne er det en fighter af hidtil ukendt kompliceret standard.
- Det var et kæmpe spring frem. Teknisk, aerodynamisk og styresystemet var helt fantastisk, fortæller en stadig tydeligt begejstret pilot.
JOS fik sin tur i F-16, og bagefter var han tilfreds.
- Det var lækkert. Det var alt det, jeg havde set frem til. Det var det første fly med styrepind i højre side, og i løbet af ingen tid, havde jeg vænnet mig til det.

I en tid med manglende leverancer og projekter, der sprænger alle rammer, ser JOS tilbage på succesen F-16.
- Jeg er stolt af, at jeg var med i det projekt. Det blev leveret til tiden, det holdte prisen, og det kunne alt, det lovede og meget mere, fortæller han.
D. 3. november 1977 fløj JOS sin første solotur i F-16, og han er stadig fascineret af maskinen.
 - Specielt synes jeg, at her 30 år efter er F-16 stadig hypermoderne og blandt de ypperste i verden. Det er helt fantastik, fortæller han.