[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

TV2 Nord har haft valgstudie i en af hangarerne på Flyvestation Aalborg i forbindelse med debatterne op til dagens folketingsvalg. Med et areal på næsten 2600 kvadratmeter og en loftshøjde på 15 meter har studiet været det største i denne valgkamp. Baggrundskulissen har sandsynligvis også været valgkampens største, da den bestod af et af Air Transport Wing Aalborgs fire C-130J Hercules transportfly, som er Danmarks største militære fly.

”Vi har været utroligt glade for samarbejdet med Air Transport Wing Aalborg, som har leveret en fantastisk kulisse for vores valgdebatter. Personellet har virket enormt professionelt og leveret os en rigtig god service. Vi er meget tilfredse med vores produktion”, udtaler Peter Zanchetta, TV2 Nords producer på valgdebatterne.

Også debattørerne, som alle er folketingskandidater opstillet i Nordjylland, har fundet omgivelserne for valgstudiet interessante. De fik mulighed for at høre og se nærmere på det militære isenkram, hvilket forhåbentlig har givet en forståelse for de vilkår, som er grundlag for udførelsen af de militære operationer. I alt 33 folketingskandidater har besøgt Flyvestation Aalborg, heriblandt justitsminister Lene Espersen og transport- og energiminister Jakob Axel Nielsen.

Se eller gense debatterne på hjemmesiden http://tv2nord.dk/default.asp?PageID=640.

 
Foto: H. Jespersen-Skree, FLV Foto Nord.