[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Ved en ceremoni i Eskadrille 722's hangar på Flyvestation Karup blev de 14 nye EH101 helikoptere formelt overdraget fra Forsvarets Materieltjeneste til Flyvevåbnet.
Otte af de 14 helikoptere er konfigureret til at fungere som redningshelikopter, og den første helikopter inklusiv besætning blev kl.13.30 sendt godt afsted mod Skrydstrup, hvor de blev budt velkommen på vagten af to F16 jagere fra Fighter Wing Skrydstrup.

Inden afgangen mod den ene af de tre faste redningsstationer, blev den særdeles moderne helikopter vist frem for Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Prinsgemalen, som først fik indretningen at se, hvorefter flyveegenskaberne blev behørigt demonstreret i området foran hangaren.
Efter demonstration fik Hendes Majestæt Dronning Margrethe og Prinsgemalen selv lejlighed til at opleve EH101 i funktion på en flyvetur tilbage til Hovedstaden.

Begivenheden er en milepæl i det omfattende arbejde med at 
afløse den aldrende Sikorsky S-61 med EH101. En løbende proces som forventes endeligt afsluttet ultimo 2008.


Regentparret vises rundt og får forklaret detaljer om EH101. Foto. FLVFOT