[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Et antal gårde i Hald ved Randers blev fredag "bombet" af et F-16 fly -dog var det kun en øvelse. I de forløbne uger har et hold nye Forward Air Controller-elever nemlig øvet sig i, fra jorden at guide flyet hen til det mål, der skal bombes.
Kurset tager syv uger og startede med en optagelsesprøve, hvor ansøgernes evner til at træffe hurtige beslutninger i pressede situationer blev vurderet.
- Det er vigtigt, at vores folk kan agere, for de har virkelig ikke megen tid at tænke sig om i, når flyet kommer med 450 knob – cirka 833 kilometer i timen, forklarer instruktør, kaptajn Troels Skræp, der er chef for Tactical Air Control Party Battery (TACP-batteriet) på Varde Kaserne, hvor eleverne skal indgå, hvis de består kurset.
 Også Jægerkorpset og Frømandskorpset har folk på kurset, som varer frem til den 4. september forskellige steder i Jylland og på Fyn.