[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I samarbejde med Jægerkorpset demonstrerede Eskadrille 724 i går, hvordan Fennec-helikopterne kan indsættes som støtte til enheder i kamp på jorden. Den adrætte helikopter demonstrerede, hvordan man med en skytte på bagsædet yder luftstøtte til en enhed, der er røget i baghold. I det tilfælde skiftes to helikoptere til at flyve hurtigt og lavt imens skytten beskyder målene, og giver dermed mulighed for, at patruljen på jorden kan slippe væk, imens fjenden har travlt med at dukke hovedet.
Det blev også demonstreret, hvordan Fennec bruges som stabil platform for finskytter, der med et kraftigt forbedret overblik fra højden kan støtte under f.eks. befrielse af gidsler.
Al skydning fra helikopteren foregår i tæt samarbejde imellem skytten og observatøren, som er fast besætningsmedlem på Fennec. Observatørens opgave er blandt andet at have overblik over, hvor fjenden befinder sig, og melde ”weapons free” når målet er indenfor rækkevidde.
Publikum fik også at se, hvordan helikopteren lynhurtigt kan gå ned og evakuere sårede fra slagmarken – en såkaldt MEDEVAC.

Demonstrationen blev afholdt i Hevringlejren på Djursland, hvor Forsvaret fortsat ønsker at have skydeterræn, men dog med andre våbentyper og øvelsesmønstre end hidtil. Af hensyn til områdets beboere og politikere blev demonstrationen gennemført for at give en fornemmelse af støjniveauet ved eventuelle fremtidige øvelser.


Finskytten beskyder målene imens helikopteren passerer i høj fart.