[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Tekst og foto: N.M. Schaiffel-Nielsen

På slaget 12.45 rullede en KZ VII indregistreret OY-AAD ind foran Dansk Veteranflysamling ved Stauning Lufthavn. Ved pinden sad formanden for samlingen Karsten Knudsen og ved hans side en begejstret kulturminister Brian Mikkelsen.
Han blev modtaget af Ringkøbing-Skjern kommunes borgmester Torben Nørregaard. Tidsfaktoren var stram. Det betød, at ministeren blev vist rundt i museet på 15 minutter.

Imponeret
Naturligt startede man ved modellen af Ellehammers første fly og endte ved Flyvevåbnets F-16. Undervejs fik ministeren af Karsten Knudsen et lynkursus i dansk militær og civil flyvning historie. Og også en del om de frivillige pensionisters og efterskoleelevers indsats med at restaurere de flotte fly i samlingen.
Major og chef for Ledelsessekretariatet i Flyvertaktisk Kommando, Palle Mikkelsen fortalte ministeren om fremtidsplanerne med yderligere en udvidelse af museet med 3000 m², som han sagde:
-For at vi fremtidssikrer plads til de fly Flyvevåbnet kommer til at udfase i de kommende år. Vi vil meget gerne være med til at bevare vores historie.

Begejstret minister
Efter frokosten fik vi kort lejlighed til at spørge ministeren:                 - Er et flymuseum kultur i lighed med Nationalmuseet?                 Svaret var meget kort, et smilende: - Ja! – Er det så også noget kulturministeren vil investere penge i? Alvoren bredte sig over ministerens ansigt og svaret lød:- Det må vi tage hjem og tænke over.
Vi talte med Ringkøbing-Skjerns borgmester Torben Nørregaard efter frokosten. Han gav udtryk for, at ministeren ville tage hjem og tale med Tøjhusmuseet om et fremtidigt samarbejde mellem de to museer. I det hele taget var borgmesteren meget tilfreds med ministerens holdning til Danmarks Flymuseum.
Både Karsten Knudsen og major Palle Mikkelsen var meget tilfredse med mødet med ministeren og troede på et håb for fremtiden. Som de begge gav udtryk for: - Et flymuseum af det omfang det har nået, kan ikke leve videre kun på frivillig arbejdskraft.

Billedtekst: Kulturministeren ses her i cockpittet sammen med formanden for Danmarks Flymuseum, Karsten Knudsen, efter en smuk flyvetur i en KZ VII OY-AAD.