[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Sommertid er opvisningstid, og blandt sommerens flyopvisninger er Royal International Air Tattoo (RIAT) blandt de allerstørste. Det engelske air show, der i 2003 blev kåret til verdens største militære flyopvisning, bliver afholdt hvert år i juli på Fairford Airbase i Gloucestershire.

Fra Danmark deltog en Challenger CL604, der til daglig flyver inspektions- og miljøflyvninger samt en Lynx helikopter. Der var trængsel omkring den danske Challenger, og den danske besætning viste med glæde showets eneste Challenger frem.

Blandt de 175.000 besøgende, der gæstede showet over weekenden, var fem af flyvevåbnets medarbejdere.
De fem var blevet inviteret med til RIAT for ”job-well-done”, udvalgt efter at være blevet indstillet af deres chefer for ekstraordinær arbejdsindsats.
”Det var svært at vælge blandt de mange indstillede” udtaler chefen for Flyvertaktisk Kommando Stig Østergaard Nielsen. Han fløj sammen med de fem medarbejdere i Challengeren til showet. Mens flyet stod til udstilling, brugte de udvalgte medarbejdere tiden på at se de mange fly på jorden og i luften. Weekenden var en stor oplevelse for de udvalgte, også turen i Challenger flyet var nyt for dem alle.

Airshowet er et velgørenhedsarrangement, og i år hjalp 4000 frivillige og ulønnede med afviklingen af showet.  Turen var også inspiration til Flyvevåbnets egne Air Shows, der afholdes årligt på en af Flyvestationerne.