[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Torsdag den 26. april havde UNAMI-holdet i Kuwait besøg af Forsvarsministeren med følge. Besøget skete i forbindelse med hans hjemrejse fra Basra, hvor han havde besøgt de danske styrker.
På grund af et uheld med den US C-130, der skulle hente ministeren i Basra, blev besøget afkortet, så i stedet for ankomst til Kuwait kl. 1000, ankom de først kl. 1145.

Detachment Commander oberst Ole Ryberg tog imod og efter en kort velkomst blev ministeren briefet om UNAMI missionen og den opgave Air Transport Wing Aalborg og Combat Support Wing udfører for FN i forbindelse med genopbyningen af Irak. Han blev desuden orienteret om de lokale forhold, som ind imellem gør hverdagen lidt mere spændende end godt er.

Efter briefingen mødte ministeren hele detachementet og fik lejlighed til at snakke med medarbejderne, hvor han understregede, at holdet udfører en opgave, som er meget værdsat i regering og Folketing.


Søren Gade sammen med Flyvevåbnets medarbejdere udsendt til UNAMI-missionen i Kuwait.