[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

For at sætte fokus på idrætten bliver startbanen på Flyvestation Karup ramme om det første danske "RUNWAY RUN", hvor den obligatoriske 3 kilometer løbestest kan gennemføres. Tidstagningen foregår med chip så alle får en korrekt personlig tid.

Idéen til projektet fik PL B.B. Larsen (BRU) fra Eskadrille 722, da han på en SAR vagt i Ålborg skulle bytte en helikopter i Karup:
- Da jeg så banen forestillede jeg mig 1000 mand løbende ned af banen på samme tid, og tænkte, at det kunne være et fedt alternativ til vores årlige træningstilstandsprøve. Idræt giver trivsel, glæde, overskud og færre sygedage og så snakker folk så meget om, at de har for travlt og er for stressede til løbe, men løb fjerner stress, og så er det da bare med at komme i gang, fortæller BRU.

Hele Forsvaret er i disse år i gang med at styrke sin fysiske profil, og derfor er der kommet nye og skærpede idrætskrav. Løbetiden er blevet kortere og i muskelstyrkeprøven har armstrækkerne fundet vej ind i testen.