[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Dánia MF17 (T-17) 4 Baby Blue stod der i programmet på Hungary International Air and Military Show, som den 11.- 12. august blev afholdt i Kecskemét i Ungarn.
Baby Blue – det danske T-17 opvisningshold var nemlig i Ungarn for at vise deres kunnen, og det var en kæmpe succes, fortæller den ene af de fem piloter, premierløjtnant Jonatan Kildelund (JAT), som var med på turen.
- Airshowet var enormt velplanlagt, også meget mere, end vi havde forventet, fortæller han om oplevelsen.
- Det er første gang at Baby Blue har været til airshow i et af de tidligere østlande, men det er ikke den sidste, afslører han, som dog må vente til næste år. Baby Blues opvisninger i udlandet er nemlig overstået for i år. De fem piloter og to teknikere, der udgør Baby Blue-teamet, skal dog ikke være bange for at blive alt for jordbundne, for allerede den 18. og 19. august går det løs igen – denne gang i Roskilde til det største civile airshow i Danmark.

/LJC