[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det ekstreme danske vintervejr får ikke kun bilister til at give op. To hollandske chinook-helikoptere står på andet døgn i ly på Flyvestation Karup.

- Vi har været på vinterøvelse i Norge, hvor vi faktisk noget af tiden manglede sne til øvelserne, så det er lidt grotesk, at vintervejret her i Danmark har tvunget os ned, griner Michiel, der er en af de hollandske piloter.

Den ni mand store besætning bliver i dag hentet af et hollandsk transportfly, mens helikopterne bliver på Karup weekenden over.

- Vi besluttede her til morgen, at vejret endnu er for ustadigt til at gøre et forsøg på at flyve hjem, så vi må hente helikopterne efter weekenden, fortæller Remy, der også er pilot.