[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Sandets grå nuancer på den centralasiatiske ørkenbase kan vel med god vilje minde om en hvid jul. Men det var langt fra det eneste, der gjorde julen anderledes for danskerne på Kandahar Air Field.

Der er for mange nok faldet lidt flere pakker af end ellers. Her i december har posten fra familien i hvert fald flydt til deres udsendte soldater i en lind strøm, ligesom dørene til telefonboksene har klapret mere end normalt.
Julen får mange til at føle, at de er endnu længere væk fra familien. Men det gode sammenhold og de sociale arrangementer lindrer end god del på savnet af de kære derhjemme.

Tidligere på måneden holdt hærens og flyvevåbnets soldater fælles julefrokost med sild på rigtigt rugbrød og anden dansk mad. Silden blev ikke skyllet ned med snaps, men med alkoholfri øl eller cola.

Julegudstjenesten ved feltpræsten Carsten W. Hansen satte stemningen i vejret, inden de to værn samledes til julemiddagen med laks, and og hvad der ellers hører til – måske lige med undtagelse af ris á la manden og mandelgaven.

Efter middagen havde flyverne dækket op til julehygge i stor stil. Der blev spillet pakkespil, sunget og danset om juletræ, og klokken blev da også ét julemorgen, inden de sidste krøb under dynen.
For de fleste var der ingen nåde 1. juledag. Arbejdet kaldte fra morgenstunden af. Det blev hurtigt hverdag igen oven på en skøn juleaften.

Men allerede nu glæder man sig i lejren til at fejre nytåret, som også bliver fejret sammen med hærens folk. Nytåret i Afghanistan indfinder sig kl. 20.30 dansk tid.

Tekst og fotos: Arne Nielsen, Kandahar.