[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Et seminar for Flyvevåbnets Specialskole i Værløse og Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole (FFOS) i Karup skal de næste tre dage sørge for en så gnidningsløs sammensmeltning af de to skoler som muligt. Skolerne blev lagt sammen 1. januar 2007.

- Man flytter ikke bare en skole fra Værløse til Karup. Gjorde man det, ville vi på grund af tab af lærere ikke kunne opretholde skolens undervisningsniveau, siger næstkommanderende ved Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole i Karup, Torben Nielsen.

Han håber derfor, at initiativet til et seminar for medarbejderne ved de to skoler i Nymindegab de næste tre dage kan kaste nogle nytænkende forslag af sig:
- Vi vil gerne beholde de mange gode kræfter på specialskolen, og mange af dem vil også gerne blive, hvis arbejdet bliver tilrettelagt, så arbejde i det jyske og en bopæl på Sjælland kan gå op i en højere enhed, forklarer Torben Nielsen, der selv er bosiddende i Hørsholm.

Først i løbet af 2008 vil den fysiske flytning blive gennemført, da bygningerne endnu ikke er færdige i Karup til at huse ansatte og elever fra specialskolen. Indtil da vil skolen - som altså nu formelt er en del af FFOS - fortsat geografisk være placeret i Værløse.


ibo@mil.dk