[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det C-130J Hercules fly, som ankom til Aalborg splinternyt fra fabrikken i juli måned, har nu fået eksplosionshæmmende skum i brændstoftankene, ligesom flyets elektroniske krigsførelsesudstyr, som er meget lig det som er monteret på flyvevåbnets F-16 kampfly, er blevet installeret. Flyet med halenummer B-583 er dermed som planlagt klar til at fortsætte den opdatering, som er nødvendig før flyet kan indsættes operativt.

Fredag vil B-583 tage af fra Flyvestation Aalborg, med retning mod dens amerikanske fabrikant, Lockheed Martin, som har til huse i Marietta, Georgia. Her skal flyet som det første i verden gennemgå en såkaldt Block 6.1 opdatering. Opdateringen sker som led i det samarbejde, som eksisterer mellem brugerne af flytypen C-130J, som udover Danmark er USA, Storbritannien, Australien samt Italien. Størstedelen af opdateringerne er ens for nationerne, men nogle få er rettet specifikt mod de særlige egenskaber, som er ved de enkelte nationers fly.

Kaptajn Torben Pilemand er udsendt af flyvevåbnet som projektkoordinator på C-130J projektet, og derfor med sin familie bosat nær fabrikken i Georgia. Han har dog i den sidste periode indtil fredagens afgang været til tjeneste ved Air Transport Wing Aalborg, for at sikre, at den opdatering som er sket dér er foretaget planmæssigt. Han siger om den videre opdatering, at ”vi ender med at have et fly, som kan operere i såvel et civilt som militært kontrolleret luftrum, samtidig med at vi øger den taktiske kapacitet på flyet”.

Softwaren i den computer, som giver information til flyvelederne på jorden, vil blive opdateret så den kan give endnu flere informationer. Dermed vil flyet leve op til de fremtidige krav, som vil blive stillet til civil flytrafik. Opdateringen medfører derudover blandt andet, at den maksimale take-off vægt vil blive forøget fra 155.000 pund til 164.000 pund, samt at der vil blive installeret et advarselssystem, som vil alarmere såfremt flyet kommer for tæt på jorden.

Opdateringen til Block 6.1 forventes afsluttet i starten af april 2008. Derefter vil flyet vende hjem til Aalborg, hvor der venter uddannelse for såvel besætninger som teknisk personel samt mindre nationale modifikationer, hvorefter flyet til juni forventes at være klar til operativ indsættelse. Air Transport Wing Aalborgs øvrige tre Hercules fly vil derefter gennemgå samme Block 6.1 opdatering som B-583, og vil dermed også være fremtidssikret og optimeret.

For Torben Pilemand slutter arbejdet dog ikke dermed. Næste modifikationsprogram, block 7.0, er i støbeskeen, og dermed sikres det, at de danske Hercules fly teknologisk altid er med i forreste linje, samt at deres kapacitet er optimeret. 

Af: ATW AAL presseofficer, KN Lars B. Andersen.