[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

 Når der anvendes elektronik, udvikles der varme, og for at varmen ikke skal blive kritisk, skal elektronikken køles ned.
Princippet er fuldstændig det samme for vores RAC 3D radar, som den hedder i fagsproget.
Den skal have meget strøm, og den skal køles rigtig meget – især under de temperaturforhold som forekommer hernede i sommerhalvåret.
Som alt andet elektronik og mekanik skal det vedligeholdes og repareres hvis der opstår fejl. Ganske vist får vi normalt strømforsyning til radaren, men hvis den ryger – og det sker ind imellem – så skal radaren have strøm fra vores medbragte dieselgenerator, og den skal virke.
For som vi tidligere har påpeget, så er kontroltårnet på Kabul Lufthavn meget afhængig af det radarbillede, som radaren leverer. Desuden skal kølingen virke, for hvis elektronikken i radaren bliver for varm, så slår radaren simpelthen fra.
Derfor er det nødvendigt for den elkraftmekaniker, der er tilknyttet DARIS-bidraget, at sørge for at vores generator og køleanlæg bliver efterset og vedligeholdt.

Skrevet af DARIS, Hold 7