[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

509 mennesker deltog i dette års Runway Run, og det var lutter smilende mennesker der dukkede op i den østlige ende af startbanen efter den tre kilometer lange løbetur med solen skinnende ned på deltagerne. Ved mållinien ventede der de tørstige løbere noget at drikke og så gik turen mod den gamle stationsflight ved hangar 11, hvor muskel-/styrkeprøven blev gennemført med mavebøjninger, rygøvelser og armstrækninger. Efter endt prøve kunne løberne forfriske sig med lidt frugt og vand, og så blev der trukket lod blandt alle løberne om præmier sponsoreret af Center For Idræt.

Den hurtigste tid blandt de mandlige løbere stod sergent Rasmus Jørgensen fra Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole for, han kom ind på tiden 9:26. Den hurtigste kvinde blev oversergent Tove Irene Slemdal fra Flyvertaktisk Kommando med tiden 12:11. 

En stor tak til at løbere og hjælpere lyder fra OS Kurt H. Hansen fra HW KAR idrætskontor der stod med planlægningen og fra B.B. Larsen (BRU) der var idémager til projektet. ”Mere end 20 forskellige enheder var samlet om at løbe i dag, det er dejligt at vi kan mødes på tværs af enhederne, og at så mange vil stille op og være med” fortæller Kurt.