[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

På grund af kraftig vind torsdag, er det ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt at trække piloterne op i faldskærme i Ebeltoft Vig. Pressedagen er derfor ændret til fredag 21.september. Tidsplanen på selve dagen er nøjagtig den samme som tidligere annonceret.

Oprindelig pressemeddelelse:

Katastrofeprocedurer testes i Ebeltoft Vig.
Piloter og besætningsmedlemmer fra Flyvevåbnet bliver i denne uge skubbet udover kanten i den årlige BIKINI øvelse.

BIKINI - øvelsen handler kort sagt om at overleve et flystyrt på åbent hav.
Der er planlagt en pressedag torsdag den 20.september 2007, hvor medierne på tætteste hold kan følge den ekstreme øvelse.

Fiktivt scenario:
Himlen er blå og det samme er havet under dig på kontoret med verdens bedste udsigt. I et F-16 cockpit. Men med ét er noget galt. Flyets næse peger direkte mod havoverfladen, alle instrumenter blinker og en mekanisk stemme informerer vedholdende;
- Pull up!, Pull up!!
Flyet er ude af kontrol og du kan ikke finde ud af, hvad der er galt. På et splitsekund beslutter du dig for, at nu handler det kun om at komme ud af flyet.
- Mayday, mayday, mayday!, er den sidste melding over radioen, og i øjeblikket efter hænger du i en faldskærm og kan se dit fly ramme havoverfladen med en kæmpemæssig vandsøjle til følge. Pludselig er alt stille. Ingen støj fra radioen, ingen lyde fra flyet. Kun stilhed.
- Plask!
 Du har lige overlevet et flystyrt, men du er nu helt alene midt på havet. Vandet er iskoldt og dit hjerte hamrer af sted. Situationen er kritisk. Hvad gør du?

Øvelsen vil - for jagerpiloter og andre besætningsmedlemmer på F-16 fly - omfatte træning i procedurer, som skal anvendes efter katapultudskydning fra jageren. Deltagerne trækkes op i ca. 100 meters højde i en specialkonstrueret faldskærm efter en speedbåd, hvorefter proceduretræningen starter.
Fælles for alle deltagere er herefter, at når besætningerne er oppe i redningsflåderne, kan de tage deres overlevelsesudstyr i brug - udstyr, der gør det muligt eventuelt at overnatte i båden. Efter ca. 1 times ophold i gummibåden samles deltagerne op med redningshelikopter eller i et redningsfartøj.

Dagen starter med en deltagerbriefing kl.09.00. Pressen skal møde i Hjemmeværnsbygningen på Depotområde Tirstrup (indkørsel fra amtsvejen Aarhus-Grenå ved 35,2 km mærkningen).
Til den praktiske del af øvelsen er der afgang i båd kl. 10.25 fra Lyngsbæk pier. Båden vil vende tilbage til Lyngsbæk pier efter aftale med presseofficeren og senest kl. 14.00.

I forbindelse med øvelsen vil der blive anvendt nødblus og nødraketter over Ebeltoft Vig.
For tilmelding og eventuelle spørgsmål kontakt;

Presseofficer Kjeld O. Rasmussen, Flyvertaktisk Kommando
Tlf. +45 51 94 34 15

eller

Kommunikationsmedarbejder Jacob Kaas, Flyvertaktisk Kommando

tlf +45 61 70 77 54