[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Cirka 30 fly af forskellige typer mødes i Karup fra den 5. maj 2007 for at deltage i Tactical Leadership Programme. Øvelsen skal træne planlægning og udførelse af de store flyformationer, som indsættes under fredsskabende operationer.

Under øvelsen vil der på himlen over Midt- og Nordjylland kunne ses F-16 jagere fra både Danmark, Holland, Belgien, Tyrkiet, Italien og USA, Tornadoer fra Storbritannien og Tyskland samt franske Mirage 2000.

De første dage af øvelsen fungerer som forberedelsesdage, hvorefter jagerflyene går i luften fra den 9. maj. Flyene starter fra Karup ved middagstid alle hverdage, og der flyves altså ikke i weekender og på helligdage.
Frem til den 31. maj hvor Tactial Leadership Programme slutter, må der forventes en del flystøj i Karup-området - især ved middagstid og igen tidlig aften, når flyene vender tilbage fra deres missioner.

Kontaktoplysninger:
Frem til d. 7. maj bedes pressen henvende sig til presseofficer Ulrik Marschall.
Tlf. 23 22 67 33

Fra d. 7. maj og fremefter er presseofficer Lisbeth Storgaard kontaktperson.
Tlf. 97101550 - 2303


Danske pilotelever på flightlinen. Foto: Henning Kristensen, Flyvevåbnets Fototjeneste Nord