[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Efter tre dages intensiv øvelsesaktivitet i Tirstrupområdet, har Flyvevåbnet netop bestået generalprøven til den store NATO-eksaminiation i juli måned – den såkaldte OPEVAL. Den er afgørende for, at Danmark bliver "blåstemplet" som gode nok til at komme på opgave som en af NATOs styrker på højt beredskab.

Bedømmelsen af den netop overståede generalprøve er: "et bestået", og den fungerende chef for Fighterwing Skrydstrup og chef for øvelsesdeltagerne, Oberstløjtnant Palle Mørkøre er tilfreds:

- Jeg har set store forbedringer under generalprøven her, og når vi får justeret vores set-up de næste par måneder, er jeg sikker på, at vi nok skal komme i mål til selve eksaminationen i juli måned, siger han.

Øvelsen har varet fra søndag til onsdag på den nedlagte Flyvestation Tirstrup, hvor 400 folk fra Flyvevåbnets enheder Fighterwing Skrydstrup og Combat Support Wing i fællesskab har opbygget en flybase. Øvelsen har haft til formål at træne Flyvevåbnets folk til udsendelse uden for Danmarks grænser, hvor de som enhed skal kunne kapere alt fra luftangreb og -forsvar til lokale demonstrationer og gasangreb.

ibo@mil.dk