[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det er sket under den internationale operation Super CEPCO  2008, hvor overvågning af havmiljøet – olieforurening – har været i fokus, og hvor Danmark har været vært med base på Flyvestation Aalborg.

Under Super CEPCO 2008 blev der gennemført 185 timers havmiljøovervågning fordelt på 61 flyvende missioner.

Faldende tendens
Der blev fundet 17 oliepletter under Super CEPCO 2008, og en del af pletterne er blevet undersøgt nærmere. På operationens sidste dag blev der observeret et skib udlede olie ”red-handed” nord for Skagen. Skibet kan nu forvente et retsligt efterspil. På trods af denne observation har der været et relativt beskedent antal observationer, hvilket styrker Søværnets Operative Kommando i opfattelsen af, at antallet af olieforureninger om året er faldende.

- Den næsten konstante overvågning, der udføres under Super CEPCO, er det tætteste vi kommer på en egentlig måling af, hvor meget der udledes i et område. Jeg er derfor glad for, at der kun er blevet observeret 17 oliepletter. Det indikerer nemlig, at de seneste 2-3 års intensivering af overvågningen vha. satellitbilleder, fly, skibe, Stop Olien kampagnen og miljøanråb af handelsskibe har haft den ønskede præventive effekt, udtaler Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang.

En test af det internationale samarbejde
De deltagende lande i operationen var Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, Finland, Holland, Belgien, Frankrig og Spanien, som hver deltog med et fly.

En vigtig sidegevinst af operationen har været at styrke samarbejdet på tværs af landegrænserne. Det er vigtigt, da olieforurening ikke respekterer grænser, og fordi det retslige efterspil derfor ofte vil involvere flere lande.

Samarbejdet går dog ikke alene på tværs af landegrænser, der er i vid udstrækning også tale om et effektivt samarbejde mellem civile og militære kompetencer. I forbindelse med operationen var det således kun Danmark og Tyskland, der foretog deres overvågning med militære fly.

Næste Super CEPCO er planlagt til at finde sted i 2009 med Holland som vært.

Yderligere oplysninger
Ansvaret for at overvåge havmiljøet er Søværnets, mens Flyvevåbnet konkret foretager den luftbårne overvågning, og derfor er operationen blevet gennemført i samspil mellem de to værn.

Flere oplysninger om overvågning af havmiljøet kan findes på: http://forsvaret.dk/SOK/Havmiljoe/

Alle medier kan få adgang til flotte billeder og aktuel film fra operation Super CEPCO 2008 via Forsvarets Mediecenter. Skriv en mail til jaca@ftv.dk og oplys hvilke billeder der ønskes - tv eller stills - og for tv hvilket format billederne ønskes i. I vil efterfølgende få en mail med link til billederne, i det ønskede format.

Ønsker du flere oplysninger operationen, så kontakt:
kaptajn Lars B. Andersen, presseofficer, Air Transport Wing Aalborg.
Telefon 98 19 50 13, mobil 23 68 74 72, e-mail lars.bravo@mil.dk