[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Til trods for en helligdag i tirsdags og et nedstyrtet portugisisk fly, der indstillede eftermiddagsflyvningen en dag i sidste uge, er det gået over al forventning med flyvetimer under øvelsen i Monte Real.
- Vi har fløjet mere, end jeg selv havde forventet. Og kvaliteten af de missioner, vi har fløjet, er utroligt høj, fortæller chef for det danske øvelsesbidrag, Casper Nielsen.

Mekanikerne arbejder hårdt for at holde flyene klar, og siden mandag har ingen af F-16 flyene været i hangaren til reparation. De ting, der har været, har de klaret på stedet.
- De har simpelthen ligget vandret for at gøre flyene klar til os. Det er helt utroligt godt gået, smiler Casper Nielsen, der netop er hoppet ud af et af flyene.

Vejret har vist sig fra sin bedste side, og samtlige flyvninger er gennemført. Hvis torsdagens flyvninger og hjemturen går efter planen, ender det samlede antal flyvetimer omkring 500 timer.

Forventet hjemkomst for alle flyene og for de medarbejdere der bliver sendt afsted i et af Flyvevåbnets transportfly, er fredag eftermiddag ca. 15.30.

jannimt@mil.dk