[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

-Det var helt vildt ærgerligt. Det kunne have været en once in a lifetime-oplevelse.

Skuffelsen er ikke til at tage fejl af hos oversergent Henrik Pedersen. I weekenden var han og to andre af Flyvevåbnets medarbejdere inviteret med til England som belønning for en særlig arbejdsindsats i det forgangne år, indstillet af deres respektive chefer.

Årsagen til Henrik Pedersens skuffelse er, at Royal International Air Tattoo - en af verdens største flyveopvisninger - slet ikke blev til noget. De områder, som i weekenden skulle have været brugt til parkering for de mange tusinde besøgende, blev ramt af så meget regn, at arrangørerne var nødt til at aflyse.

Udover ærgelsen hos gæsterne, der havde glædet sig til at se de mange fly, betød aflysningen også, at besætningen ombord på den medbragte CL604 Challenger ikke fik lov til at vise maskinen frem.

Sammenhold gav gevinst
Til trods for skuffelsen var der dog også glæde at spore hos Henrik Pedersen. Han var nemlig med på det danske hold i den såkaldte air crew challenge.

Her dystede besætninger, som skulle have deltaget i Royal International Air Tattoo, i discipliner som tømmerflådebyggeri, fly-kending og forskellige samarbejdsopgaver.

Og mens vejrguderne vandt over opvisningens arrangører, sejrede danskerne i konkurrencen. Det indbragte en pokal - og en masse stolthed over præstationen.

-Dagen var rigtig hyggelig, og der var et vildt godt sammenhold, fortæller Henrik Pedersen og fortsætter:

-Det var et alle tiders crew, vi var af sted med. Selvom det selvfølgelig var vildt ærgerligt, at opvisningen blev aflyst, havde vi en god tur alligevel.