[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

- Siden 2004 har vi haft kolleger i Kabul, og selvom det nogle gange har været tæt på, har vi klaret det uden at en eneste af Flyvevåbnets brandmænd kom alvorligt til skade, fortæller Peter Caspersen. Han leder brandberedskabet på Flyvestation Skrydstrup og var med på det første hold af danske brandmænd, der blev sendt til Kabul International Airport i 2004. Han har siden været udsendt dertil tre gange.

-Flyvevåbnets brandmænd har i den grad leveret varen og været medvirkende til, at de afghanske brandmænd har nået det niveau, de er på nu. Og tilbagemeldingerne har været fremragende, fortæller Peter Caspersen.
Brandmændene fra Flyvevåbnet har, udover at være en del af beredskabet, både undervist brandmænd fra andre NATO-lande og lokale afghanske brandmænd. De har lært dem at bruge og vedligeholde de såkaldte crashtenders. Det er avancerede brandbiler, der blandt andet kan slukke brændende fly. Bilerne blev solgt til NATO i 2004, og er den samme model, der bruges på Flyvevåbnets flyvestationer i Danmark.

Men det er ikke kun afghanerne der har lært noget nyt.
-Der er simpelthen flere ulykker end vi har herhjemme. Det har givet værdifulde erfaringer, og har bekræftet, at det vi har trænet rent faktisk virker, fortæller Peter Caspersen.
Crashtenderne bemandes nu blandt andet af de afghanske brandmænd, danskerne har været med til at uddanne.

georg@mil.dk