[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Chefen for Flyvertaktisk Kommando fik mandag en bagsædetur i Boeings kampfly F/A-18E/F Super Hornet. Boeing offentliggjorde for nyligt, at fabrikken træder ind som kandidat i kampen om at levere Danmarks nye kampfly. De andre kandidater er amerikanske Joint Strike Fighter og svenske Gripen.

- Man kan mærke, at flyet har et stort kraftoverskud. Når jeg sammenligner det med det danske F-16, så er det meget robust og manøvredygtigt – en pilots drøm, fortæller Stig Østergaard Nielsen.

- Ét er at få præsenteret flyet på briefinger, noget andet er at opleve det i luften, først her oplever man rigtigt flyets evner, fortæller Stig Østergaard Nielsen.

Flyveturen er ikke en del af udvælgelsesprogrammet, men et tilbud fra Boeing om at stifte bekendtskab med Super Hornet’en. Sidste år fik Stig Østergaard Nielsen en tur i en Gripen, og han har fløjet Joint Strike Fighter i simulatoren, da det er et et-sæde fly, som endnu ikke er færdigbygget. Super Hornet vil ligesom de andre kandidater blive prøvefløjet af danske testpiloter.

Boeing skal efter planen aflevere den såkaldte ’RFI’ (Request For Information) i august, hvorefter det danske projektkontor kan begynde at evaluere Super Hornet efter samme model som de andre kandidater.