[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det betyder at det danske forsvar som det første i Nato kan integrere flere Link 16-net af gangen.

Forestil dig, du kører i bil til lufthavnen for at nå et fly. Inden du kørte hjemmefra, checkede du benzinmåleren, om der er vejarbejde på din rute, og om vejen er glat. Du må også tage hensyn til, om du kører i myldretiden, og du har ringet og spurgt i lufthavnen, om der kan forventes lange køer ved check in.
Med de oplysninger har du et solidt beslutningsgrundlag til at fastlægge, hvornår du skal køre hjemmefra.

På samme måde udveksler Link 16 vitale taktiske oplysninger i et kampscenarie, for at de involverede hurtigt og effektivt kan træffe de rigtige beslutninger.

Link 16 systemet er værnsfælles, og Forsvaret er nu rigtig godt på vej til at kunne integrere taktiske informationer mellem fly, skibe og hærenheder fra de tre værn og fra andre nationer. Link 16 kan overføre meget store datamængder, der herefter præsenteres som meningsfulde informationer for den enkelte bruger. Derudover kan systemet overføre tovejs kommunikation og tekstbeskeder.

Den tekniske del af Link 16 systemet hos Air Control Wing står nu klar til brug og venter blot på den endelige overdragelse fra Forsvarets Materieltjeneste, så det kan tages i operativ brug.

Men ligesom man ikke kommer ud at køre bil uden kørekort, skal også brugerne af Link 16 systemet først igennem en uddannelse.
For Air Control Wings vedkommende bliver det de to luftrumsovervågningscentraler der skal spille sammen med F-16 flyene eller andre Link 16-brugere.