[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Af Jens M. Petersen

Sidste onsdag i februar fik Flyvevåbnets bidrag på Kandahar Airfield besøg af den danske ambassadør i Kabul, Franz-Michael Mellbin.

Sammen med den danske forsvarsattache, oberst A. H. Hansen, fik ambassadøren en orientering om danskernes opgave, og i særdeleshed om det danske bidrag i Kandahar, af ældste danske officer (ÆDO), Oberst S. W. Andersen. Derefter gik dagen med overværelse af vagtskiftet i sikkerhedsstyrken, Flight Line Security, og en orientering om opgaverne for de udsendte fra Flyvevåbnet. Her fik ambassadøren også lejlighed til at tale med soldaterne om deres arbejde og oplevelser.

Herefter besøgte ambassadøren det internationale militærpoliti og hovedkvarterets nærforsvarscenter.
Endelig var der arrangeret et møde med alle Flyvevåbnets medarbejdere på stedet, hvor ambassadøren blandt andet fortalte om Danmarks engagement i Afghanistan.
Ambassadøren sluttede sit besøg med en rundtur på basen, hvor der også blev lejlighed til et besøg ved hundetjenesten.