[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det store firemotors transportfly lander i dag på Flyvestation Aalborg. Her skal det hente udstyr til Station Nord, en opgave som flyvevåbnets C-130 Hercules transportfly tidligere har løst.

-Det betyder, at vores Hercules fly kan bruges til at omskole flere besætninger til taktiske flyvninger, forklarer Thomas Bjørn fra lufttransportafdelingen i Flyvertaktisk Kommando. Dermed vil der på sigt blive flere besætninger, der kan flyve de krævende transportflyvninger i Afghanistan.

Fra 12. august til 3. september skal det ukrainske fly to gange i døgnet flyve fra Thule Air Base til Station Nord med brændstof. Brændstoffet bruges til stationens generatorer, snescootere, besøgende fly og til forsyning af ekspeditioner i området. Det er planen, at omkring en million liter brændstof skal transporteres til stationen.

I forbindelse med flyvningen kan borgerne i Aalborg opleve støj. Ilyushin IL-76 flyet støjer så meget, at der skulle en dispensation fra Statens Luftfartsvæsen til, før det kunne lande i Aalborg.

Foto: Flyvevåbnets Fototjeneste