[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Kilde: Flyvertaktisk Kommando.

- De skal arbejde i et højt gear på den anden side af Atlanten. Vi vil have dem helt op i omdrejninger, inden de tager af sted, og derfor presser dem lidt.

Det fortæller L. Bæhrenz med pilotnavnet SER. Han er holdofficer for det såkaldte Overgangskursus på Flyverskolen i Karup.

Under kurset gennemgår eleverne blandt andet forskellige scenarier i træningsflyet SAAB T-17A.

- Det giver dem et forspring, for de fleste andre elever har ikke prøvet det, inden de begynder i Canada og USA, forklarer SER.

Det bliver hårdt
Blandt de 14, der snart skal af sted, finder man A. Han skal til USA i halvandet år for at lære at flyve transportfly.

- Jeg tror, det bliver hårdt med meget læsning og udenadslære, siger han. Han peger på, at selvom Overgangskurset ruster eleverne godt, har det også en anden effekt:

- Det gør forventningerne til os større - vi skal jo vise, at vi har lært mere end de andre.

Hans kolleger B og C skal også til Nordamerika. B skal lære at flyve kampfly i Canada, mens C skal på helikopter-skole i USA.

De glæder sig alle meget. Til spørgsmålet om, hvorfor vil de gerne være piloter, lyder det prompte og samstemmende:

- Det er en drengedrøm!

 

Fakta:
Overgangskurset er obligatorisk for de unge pilot-aspiranter. Forud er gået optagelsesprøve, rekruttid, sergentuddannelse, Elementærkursus samt to år på Officersskolen.

De 14 deltagere skal senere på året fordeles på pilotskoler i USA og Canada, hvor nogle skal lære at flyve helikopter, mens andre sætter sig bag rorpinden i transport- eller jagerfly.

Læs mere om uddannelsen til pilot på Kampflyportalen under menupunktet Livet Som Pilot. Eller på Flyveskolens hjemmeside.


REDIGERING:
Efter ønske fra piloterne er deres navne blevet fjernet pr 29. september 2014.