[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Jagerne deltager nemlig i en stor øvelse for de enheder, der snart skal udsendes til Afghanistan.

Under øvelsen skal F-16’erne blandt andet være landtroppernes øjne over jorden: Fra positioner højt oppe i luften tager piloterne billeder af fjendtlige stillinger og bevægelser. Ud fra billederne planlægger folkene på jorden der efter, hvad de danske soldaters næste skridt skal være.

Flyene vil også foretage andre manøvrer til gavn for soldaterne på jorden - lige som de ville kunne, hvis de skulle støtte de danske tropper i Afghanistan. Det kan for eksempel være simuleret brug af bomber eller maskinkanon, men det kan også være show of force eller show of presence. Det går i al sin enkelthed ud på blot at vise sin tilstedeværelse og på den måde afskrække fjenden fra at angribe soldaterne.

F-16-jagerne kan i den forbindelse komme til at flyve relativt lavt over øvelsesterrænet. Det kan give lidt støj på enkelte tidspunkter af dagen.

Realistisk scenarie
Der er for tiden ingen danske F-16-fly udstationeret i Afghanistan. Øvelsen i at arbejde sammen med enheder i luften er dog alligevel en vigtig del af forberedelserne for de danske soldater. Scenariet kan nemlig blive til virkelighed, når soldaterne skal løse opgaver i Afghanistan sammen med fly fra andre lande.

Til øvelsen i Oksbøl bidrager Flyvevåbnet også med en Fennec-helikopter, og redningshelikopteren EH101 kommer måske også til at være med i det syd-vestjyske. Derudover er der personel på jorden i form af forbindelsesofficerer (air liaison officer – ALO) og forward air controllere (FAC).