[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Meldingen om det defekte passagerfly kom lidt før klokken 09.30 fredag den 19. september, hvorefter Flyvevåbnets nationale afvisningsberedskab (AVB) blev sendt på vingerne.

Den oprindelige melding lød på et defekt landingshjul efter afgang fra Billund Lufthavn. De to F-16'ere fra Skrydstrup havde til opgave at flyve tæt på Boeing-737'eren for at vurdere omfanget af skaderne på flyet.

F-16-jagerne mødte flyet vest for Billund. Piloterne kunne konstatere, at den oprindelige melding om et sprængt dæk på et landingshjul i venstre side var korrekt, men at der ikke var yderligere synlige skader. Flyet havde altså stadig både næsehjul, to hjul i højre side samt et resterende hjul i venstre side, der var intakte.

F-16 beredskabet vendte tilbage til Flyvestation Skrydstrup klokken 10.06.

Passagerflyet kommer fra selskabet Jet Time og var på vej til Lanzerote. Flyet har netop foretaget en udramatisk sikkerhedslanding i Kastrup Lufthavn, hvor beredskabet stod klart.