[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

I Afghanistan arbejder helikoptere oftest sammen i par under operationerne. Det gælder både de danske Fennec og de slagkraftige Apacher, der er en efterspurgt kapacitet til at yde overvågning og ildstøtte til soldater på jorden. Én enkelt Apache har dog ildkraft nok til at løse de gængse opgaver, så derfor har Joint Helicopter Force i Helmand identificeret en fordel ved at parre dem med en Fennec i stedet.

- På den måde frigiver vi Apacher til andre opgaver, så vi samlet set får mere ude af den internationale helikopterstyrke hernede, siger Finn Tøttenborg, som er chef for de danske Fennec-helikoptere i Helmandprovinsen.

Arbejdsdelingen imellem de vidt forskellige helikoptertyper foregår ved, at Fennec’erne overtager overvågningsopgaver fra Apachen, som så til gengæld hurtigt kan tilkaldes og engagere mål, hvis det bliver nødvendigt.

 

De danske Fennec-helikoptere er tilknyttet den internationale Joint Helicopter Force(JHF) med udgangspunkt i Camp Bastion, hvorfra alle anmodninger om helikopterstøtte i Region South bliver behandlet.
Hovedopgaven for Fennec er at yde såkaldt ISTAR, som står for Intelligence, Surveillance, Target Acquisition and Reconnaissance.



Foto; Rune Dyrholm