[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Skolen introducerer i 2009 en revideret værnepligtsuddannelse, og antallet af pladser på uddannelsen øges fra 12 til 18 delinger, eller 630 pladser. Det giver 110 pladser ekstra, som skal besættes af konstabelever, kommende officerer og andre der skal gennemgå Flyvevåbnets Basisuddannelse før de fortsætter deres uddannelse i Flyvevåbnet.

Samtidig omlægges der fra de nuværende to årlige værnepligtshold til tre. Værnepligten er en vigtig rekrutteringsplatform, og i en tid hvor Flyvevåbnet som resten af Forsvaret mangler medarbejdere, kan udvidelsen blive en hjælp. Normalt er der nemlig 30-40 procent rekruttering fra et værnepligtshold.

I 2009 introduceres også en ny og tidssvarende grundlæggende sergentuddannelse for stampersonel, og klasserne øges fra tre til fem om året. Desuden er uddannelsen som flymekaniker flyttet fra Flyvevåbnets Specialskole til FFOS. Det forventes at der i 2009 bliver godkendt en ny uddannelsesmodel, som giver mulighed for tre klasser årligt i stedet for de nuværende to.