[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Det er ikke kun maskiner, der har brug for vedligeholdelse for at fungere optimalt, også mennesker og procedurer skal trænes. Derfor sendte Flyvevåbnet i går en helikopter i luften for at opdatere medarbejdernes færdigheder på hypotermi-maskinen, som Overlæge Benedict Kjærgaard har opfundet.

Øvelsen startede med et opkald fra Falck til Joint Rescue Coordination Center til redningstjenesten på Flyvestation Aalborg. Her holdte en ekstra besætning til for at tage sig af øvelsen, så beredskabet ikke blev berørt. I løbet af kort tid var de i luften og rettede snuden mod Skejby med et stop ved Aalborg sygehus, hvor personale og hypotermimaskinen blev samlet op.

Fartøjschefen BOY synes, det er meget vigtigt med øvelserne.
- Vi får testet samarbejdet mellem sygehusenes personale og os. Hvis der er nogle procedurer, der ikke dur, så får vi dem fundet i øvelserne.
På Skejby Sygehus helikopterlandingsplads ventede en af Flyvevåbnets ambulancer, som transporterede personalet ind i sygehusets kælder, hvor patienten lå og ventede. Modsat normale redningsflyvninger var patienten en gris, der blev bedøvet og nedkølet, for så at blive koblet til hypotermi-maskinen og genopvarmet i luften. Efter en smule startvanskeligheder, fordi anatomien i en gris er anderledes end ved et menneske, blev grisen koblet til maskinen og kørt i ambulance til den ventende helikopter. Herefter fløj man en tur for at se om alt virkede efter hensigten i luften. Her opdagede man en lille fejl, der i en rigtig situation kunne være af stor betydning.
Fartøjschef BOY forklarer:
- Vi fandt ud af, at der manglede en stikdåse, der kunne huse tre ledninger. Det var rigtigt vigtigt at opdage på en øvelse. 

Øvelsen gik ellers som planlagt, og tilbage i Aalborg debriefede besætningen om forløbet. Efter at have set en gris på den måde, var det ikke pølsevognen, der blev valgt som aftensmad.