[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

På en dag hvor en en ny Facebook-sag rammer Forsvaret, har Flyvevåbnets Førings- og Operationsstøtteskole (FFOS) besøg af en journalist med skarpe meninger om både den aktuelle historie og ikke mindst Bubbers lynkursus i soldaterlivet.

- Kritikere af Forsvaret går efter enkeltsager, så når en feltpræst stiller sig op med to pistoler og bar overkrop som en anden Rambo på Facebook er det ikke dødhamrende smart. Der skal Forsvaret ud og sige ’hertil og ikke længere’, siger Jeppe Søe.

Han er uddannet journalist, men droppede branchen i vrede og er i dag foredragsholder om ’den medieskabte virkelighed’, som dagens oplæg på FFOS hedder.
På skolens mellemlederuddannelse indgår et kursus i kommunikation og mediehåndtering, og Jeppe Søe fungerer som et ’skævt indslag, der skal give stof til eftertanke,’ som chefen for FFOS Henrik Larsen formulerer det.

Bubber er til at brække sig over
- Vi journalister er egentlig sat i verden for at gøre jer klogere, men den tid er desværre forbi. Så når I tænder for jeres fjernsyn, så husk at tænde for jeres sunde fornuft også. Vi ved jo godt, at vi begår fejl, men vi mener jo ikke selv, at de er store nok til at blive rettet, kritiserer Jeppe Søe dagens journalister.

Han mener, at nyhedsudsendelser er mere underholdning end seriøsitet.
- Når Jes Dorph siger tak til Mogens Lykketoft i studiet, fordi der ikke er mere tid, og derefter stiller igennem til Bubber, for at høre hvad ’Scenen er din’ byder på i aften, er det jo til at brække sig over. For jo, der er mere tid – bare ikke til seriøsitet, men istedet til underholdning, mener Jeppe Søe.

Forsvaret hopper i fælde
Men med netop ’Bubber og B.S. i trøjen’ falder Forsvarets kommunikationsafdelinger i samme fælde.
- Det er med til hive Forsvaret ned på et niveau, hvor det slet ikke hører hjemme. Det er jo en seriøs virksomhed. Åbenhed er vigtigt for Forsvaret, men bare det ikke bliver en åben ladeport, hvor enhver tosse kan komme og hoppe i en uniform. Jeg troede det tog lang tid at få en uniform, og hvis man bare skal brække sig i en F-16 for at få et mærke, bliver det jo nærmest til sådan en spejderbevægelse, siger Jeppe Søe.

- Og så kan man diskutere, om Bubber er med til at give et realistisk billede af, hvordan virkeligheden ser ud i Forsvaret. Jeg vil godt se de værnepligtige der kommer ind i den tro, at det er sådan det foregår.