[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Mesterskaberne - Dansk Militær Idrætsforbunds Landsskyttestævne - varer tre dage, og de enkelte skytter skyder op imod 150 skud, før forsvarets bedste skytte er fundet.

- Vi startede med skydning på bane i går, og i dag er vi så ude på feltskydebanen, siger Seniorsergent Ole Johnsen, som er ansvarlig for stævnet, og til daglig arbejder ved Combat Support Wing i Karup.
- Skydningen i dag er tilrettelagt således, at de to sidste skydninger virkelig skiller fårene fra bukkene. Her bliver målene mindre, afstanden længere og skytterne får mindre tid.

Selvom der flyves fra Flyvestationen kun tre-fire kilometer væk, er det ikke farligt, da flyene ikke er inde i det nøje udregnede fareområde.

- Der er tre vigtige ting, når man planlægger sådan et arrangement: sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed, siger Ole, som gerne indrømmer, at han har haft flere søvnløse nætter med den megen koordination, der er i forbindelse med planlægningen af Landsskyttestævnet.
- Heldigvis har jeg haft mange gode hjælpere både i dag og i går. Det har gjort at alt er gået efter planen!