Kollektivet i Kabul

Den snurrende kaffemaskine i hjørnet sender duften af nylavet mokka ud i opholdslokalet. Radarfolkene skramler en efter en med stolene og tager plads ved den hvide bordplade. Uden for det halvåbne vindue sidder gråspurvene og giver næb. Dagens klokken otte-møde går stille og roligt i gang i bedste joviale stil, men når mødet slutter i løbet af et kvarter, er radarernes tekniske status, reservedelssituationen og eftersynene endevendt. Plus det løse.

Den danske såkaldte DARIS-radar i Kabul-lufthavnen giver flyvelederne i tårnet et tydeligt billede af, hvor flyene omkring lufthavnen befinder sig. Uden radaren ville både den militære og civile trafik i den meget travle lufthavn blive væsentligt reduceret.
De to radarteknikere Kris og Christian, elkraftmanden Kim og den daglige leder Finn holder radaren kørende i døgndrift, og de står selvsagt til rådighed i døgnets samtlige timer. Også reserveradaren skal vedligeholdes på lige fod med den operative. Der er ingen skarp skillevæg mellem arbejde og fritid.

Hjemlig hygge, men ’på’ hele døgnet
Beboelseskvartererne er individuelt præget med familien i glas og ramme på skrivebordet. På væggen hænger der dekorative billeder, et Dannebrog eller sågar en nedfalden drage, der engang har tilhørt en afghansk dreng. De fire har tv, internet og telefon på værelset.
Jo, det virker meget hjemligt, og der er mulighed for at lukke sin dør og være sig selv. Kontorarbejdet fås gerne fra hånden fra kvarteret, men at sige at radar-folkene i dén forbindelse ’arbejder hjemmefra’ er nok lige at stramme den. Som alle andre udsendte savner de familien og alt det derhjemme. Det lukkede lejrliv kan sammenlignes med at være indsat i et åbent fængsel. Sikkerhedssituationen i Kabuls gader indbyder langt fra til sightseeing.
Radaren ligger med en operationstid på 99 procent, og det er der en god grund til. For udover de periodiske eftersyn bliver radaren tilset to gange i døgnet, og teknikerne er hurtigt på pletten, hvis tårnet melder, at de har mistet forbindelsen eller har andre tekniske problemer med billedet.

Enkel hverdag
Som i alle andre hjem kommer der besøg i ny og næ. Det kan være chefer fra Air Control Wing, journalister eller politikere. Ikke alle besøgene er til DARIS – det kan også bare være overnattende, for til beboelsen hører også fire gæsteværelser, der bestyres af Hærens folk.
Gæster i hjemmet har det generelt med at gribe ind i beboernes hverdag.
- Men ikke hos os. Er besøgene til os udfylder vi naturligvis værtsrollen på bedste vis. Og er det bare overnattende, berører det os ikke synderligt med fremmede på gangen. Vi kan jo altid bare lukke vores dør, fortæller Kris. Han forklarer samtidig, at han hellere vil bo i et ottemands-telt frem for to og to i et kvarter.
- To sammen er præcist intimt nok, til at danne to meninger om, hvordan kvarteret skal indrettes, og hvor tit der skal gøres rent.

I kollektivet i Kabul er der aldrig skænderier om vaskedage, madlavning, opvask eller rengøring af fællesarealerne. Det er der ’ansat folk til’ – som er tilfældet for de fleste andre af Forsvarets udsendte.
- Første gang jeg var hernede, gik jeg og havde lidt dårlig samvittighed over, at vi har så gode forhold sammenlignet med en soldat i felten. Men vi udfylder også en vigtig opgave, og jeg kan ikke se, hvorfor vi automatisk skulle have det dårligere, blot fordi vi arbejder hvor vi gør, siger Kim, der har halvanden måned tilbage af sin tredje Kabul-tur.



Fra venstre Finn, Kim, Kris og Christian under morgenmødet, hvor dagens opgaver og meget andet bliver vendt.