[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

- Zero eller seven. De to tal bliver svære at skelne fra hinanden, når det er en dansker, der taler over radioen, griner de fire kroatiske piloter, som i denne uge får masser af øvelse i at forstå den flade danske sprogtone.
De sidder i konferencerummet på Flyveskolen og udveksler gode flyverhistorier med deres vært og instruktør, Lars Helm, som forsøger at lære dem hemmelighederne i flyvning af Close Air Support, forkortet CAS. Det er flyvning, hvor en soldat på jorden, kaldet en Forward Air Controller, guider piloten hen til målet, der skal bombes.
Sprogvanskelighederne forstærkes yderligere af, at der bliver talt rigtigt meget i radio på dette kursus. Manden på jorden og piloten skulle gerne være enige om målet, så bomben ikke lander det forkerte sted.

Medbringer egne fly
Kroaterne er i Danmark som en del af Sikkerheds-Samarbejdet under NATO, og formålet er, at Kroatien i fremtidens internationale operationer kan stille med en gruppe piloter og soldater, der kan operere på denne måde, et såkaldt Tactical Air Control Party.
Men først skal de have uddannet Forward Air Controllerne, som er en del af et TACP - og for at gøre det skal de have uddannet piloter i at flyve efter anvisninger fra manden på jorden. Noget som ikke er helt let når man som kroaterne er i et ukendt land, og ikke fuldstændig behersker det engelske sprog. Men, forklarer Lars Helm sine elever:
- I Afghanistan er det sværere, for der er ingen bygninger eller andre ting at forholde sig til. Så når soldaten på jorden ser en stor sten, kan piloten måske se 100.
De fire kroatiske piloter har været i Danmark før. For to uger siden, hvor træningen foregik i de danske T-17-fly. I denne uge har de medbragt deres egne træningsfly af typen Pilatus PC-9 for at træne i dem. De kan ikke bombe noget som helst, men det er en udmærket træning frem til 2010, hvor Kroatien efter planen får nye kampfly.

Første gang
Det er første gang at Flyveskolen har besøg fra fremmede piloter, men foreløbigt går det forrygende, fortæller seniorsergent Kurt Jørgensen, som sørger for at de kroatiske teknikere har hvad de skal bruge af brændstof, ilt og så videre til flyene.
- Det går fint. De var lidt reserverede da de kom, men i dag går det bedre, siger han og forklarer, at kommunikationen mest foregår med tegnsprog og enkelte engelske gloser, for kun en enkelt af de kroatiske teknikere taler engelsk.
Samtidig er fire andre kroatere ude som observatører blandt de danske Forward Air Controllere inden de skal hjem og øve sig i de hjemlige kroatiske omgivelser, som er knapt så flade som de danske og med et mere stabilt vejr.



Den kroatiske forsvarsattaché i Danmark Darco Spajic var også lige forbi Flyveskolen for at hilse på "drengene". Her er han sammen med de fire kroatiske piloter samt chefen for Flyveskolen SUM og instruktør GEM.