[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Søndag aften kl. 18.30 lokal tid, hvilket svarer til kl. 16.00 dansk tid, meldte det danske helikopterbidrag sig klar til tjeneste.

Helikopter detachementet har arbejdet hen mod denne melding de sidste måneder, og tilfredsheden var heller ikke til at tage fejl af.
Finn Tøttenborg, der er detachement commander for det danske helikopterbidrag:
- Det er rart. Nu er forberedelsesfasen overstået, og vi skal i gang med at løse de opgaver, vi er sendt herned for.

Da der ikke var uddelt opgaver til de danske Fennec i nat, trænede de i stedet nogle timer. Men i løbet af det næste døgn skulle den første mission gerne være fløjet:
- Jeg forventer, det forløber godt. Jeg har en god fornemmelse i maven, og vi tror, vi kan hjælpe enhederne på jorden med værdifulde oplysninger.

Frem til d. 1. november er de officielt under kommandoen af Joint Helicopter Force Foward og skal støtte den danske hær og de allierede lande i Afghanistan med observation og lette transportopgaver.