[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Der mangler 30 centimeter i, at TPS77-radaren kan stå oprejst i det gamle HAWK-missilværksted i Skalstrup, hvor Multebjerg-radaren ellers indtil videre hører hjemme. Nu er der jo tale om mobile radarer, så hvad var mere naturligt end at køre dem til et sted, hvor der er plads.

For en stund er der genskabt lidt flyvevåbenliv i hangaren på det, der engang hed Flyvestation Værløse.
Over 14 dage efterser, reparerer og pletmaler to mand fra fabrikanten, Lockheed Martin, de to matgrønne radarer i den til lejligheden opvarmede hangar. De to har hver især speciale inden for det mekaniske og det elektroniske.

Når de amerikanske teknikere har afsluttet arbejdet, testes radarerne af uden for hangaren, inden de køres tilbage til henholdsvis Skalstrup og Skrydstrup.
TPS77-radaren er solgt til en række lande verden over, hvor de for en stor del bruges i rollen som stationær radar. Danmark har rent faktisk rekorden i flytning af netop denne type, og opsætning, nedtagning og transport slider da også på både karosseriet og alt det med ledninger og kabler.
Ordet ’garantireparation’ betyder naturligvis, at det er fabrikanten, der betaler for arbejdet.