[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

En af Flyvevåbnets S-61 redningshelikoptere er i øjeblikket på vagt på Bornholm. Normalt er der kun tre helikoptere på vagt i Roskilde, Skrydstrup og Aalborg, men når vindstyrken i Østersøen når over 41 knob eller cirka 21 meter i sekundet, sendes en helikopter på vagt ved Rønne.

- Da vi fik prognoserne ind i går aftes, kunne vi allerede give en forvarsel om, at middelvindene ville nå over 41 knob, siger meteorolog Erik Jørgensen fra vejrtjenesten på Flyvestation Karup.

Vindstødende i Østersøen kan i øjeblikket nå stormstyrke, men det er den gennemsnitlige værdi kaldet middelvinden, der afgør om en helikopter skal være klar på Bornholm.

- Vi følger løbende op på det, men vi regner med at vinden vil være aftaget over middag, siger Erik Jørgensen.