[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

- Du er den første der når frem til ulykkesstedet. Hvad er din første opgave? Spørger ordstyreren.
- Jeg rapporterer, at vi har et flyhavari, og at der er anslået 50 tilskadekomne. Der er brand i området, og jeg orienterer om vindretningen, svarer en mand i Falck-uniform.

Midt i salen ligger et kæmpemæssigt kort, der viser Flyvestation Karup med omgivelser. Ved borde rundt om kortet sidder repræsentanter fra Politiet, Brandvæsenet, Beredskabsstyrelsen og Helicopter Wing Karup. De gennemgår en katastrofesamarbejdsøvelse med et fiktivt scenarie, hvor en F-16 er styrtet ned mellem de parkerede biler.

Bag et af bordene står chefen for Helicopter Wing Karup Søren Møller Poulsen. Han har ansvaret for gennemførslen af Airshowet.
- Øvelsen handler om at få afdækket de flaskehalse, der kan være. Det gør, at vi kan trimme samarbejdet mellem de forskellige myndigheder, fortæller han.
- Mange af nøglepersonerne er de samme som ved sidste Airshow, så de har erfaring. På baggrund af erfaringerne har vi blandt andet valgt at have en Fennec helikopter og en redningshelikopter stående i beredskab på Flyvestationen, fortæller han.

Airshow 2008 afholdes på Flyvestation Karup 8. juni. Læs mere på www.danishairshow.dk.