[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Hej Michael. Ja, jeg vil ikke ønske dig held og lykke idag, driller Lars Hoffmann en af de andre kørere.
Det årligt tilbagevendende Smederally går igang om en lille time, men Det Flyvende Rallyteam er ankommet i god tid til Levring på den midtjyske hede, hvor rallyløbet starter.
- Vi kunne alligevel ikke sove længere, og så kan vi også gå og psyke de andre, siger Lars Hoffmann.
Til daglig er han major i Flyvertaktisk Kommando og hans kone Marianne Bonde er seniorsergent ved luftovervågningscentret ved Finderup. Men i tre år har de kørt rallyløb i fritiden, og med Flyvevåbnets rekrutteringsprojekt Future Wings i ryggen er det luftbårne image komplet.

Se Soundslide (Billeder med lyd) her!

120 på en landevej
Dagens rallyløb består af i alt otte tidsprøver fordelt på fire forskellige steder ved Kjellerup og Thorning. To prøver foregår på industrigrunde, hvor bilerne skal race ind og ud mellem lagerbygninger og fabrikker. To andre prøver foregår på afspærrede landeveje i skovområder. Bilernes hastigheder på 150 km/t bliver derfor ikke takseret til et klip i kørekortet.
Marianne Bonde er co-driver i Det Flyvende Rallyteam, og skal fortælle Lars Hoffmann hvornår han skal dreje – og hvilken vej.
- Efter en omgang i et af industrikvartererne kan Lars ikke huske noget som helst af hvad han har gjort. Han har nok i at køre bilen så stærkt som muligt, fortæller hun.

Efter de første fire tidsprøver ligger Lars Hoffmann og Marianne Bonde på en delt 4. plads ud af de 52 deltagere. Efter en kort pause hvor maverne tankes skal de to rallykørere ud på anden omgang, hvor der forhåbentligt bliver skåret et par sekunder tiderne.
4. pladsen er de imidlertid rimelig tilfredse med.
- Det er ikke overraskende, at de foran os ligger, hvor de gør, siger Lars Hoffmann i pausen, mens han studerer pausestillingen.

Kom og reparer "skandalehelikopteren"
Meningen bag Future Wings’ sponsorat af rallybilen er at skabe opmærksomhed om uddannelserne i Flyvevåbnet hos unge mennesker – især flymekanikeruddannelsen.
- Vi skal brande, markedsføre og synliggøre Flyvevåbnet som arbejdsplads. Når en ung automekaniker derude er ved at være træt af sit job, skulle han gerne tænke ’hov, var der ikke noget med, at Flyvevåbnet har nogle helikoptere, der hele tiden går i stykker’, og så blive flymekaniker, siger Lars Hoffmann.

Til hvert løb har han foldere med om jobs i Flyvevåbnet, og opmærksomheden er der.
- I foråret kørte vi et løb på Fyn, hvor en flok unger pludselige ser bilen og siger ’se, det er dem fra Flyvevåbnet.’ Og det er jo sådan nogle reaktioner, vi skal skabe, siger Lars Hoffmann.

Udgået
På anden gennemkørsel af de fire tidskørsler er det imidlertid ikke de samme positive reaktioner, Lars Hoffmann får fra bilen. Ved æggepakkeriet i Thorning mister kørerparret servostyringen, og ved den sidste prøve må teamet udgå da kølevandet forsvinder ud gennem en sprængt toppakning.
- C'est la vie, er Lars Hoffmanns reaktion og fortsætter: Det er tredje gang i cirka 50 motorløb vi udgår, og det er en ret flot statestik. Men den her gang ville jeg gerne have været i mål, for nu har jeg en bil, der skal arbejdes på mens jeg er langt væk.