[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]


Aftrædende Detachement Commander (DETCO), major T.R. Wollf taler til HELDET-holdet inden kommandoen overgives til tiltrædende DETCO, oberstløjtnant S. Ulrich.
 

Ved en parade den 28. september blev fanen og kommandoen over Flyvevåbnets Helicopter Detachment (HELDET) i Afghanistan overdraget fra hold 3 til hold 4.

- I kan være stolte af jeres indsats, og HELDET har ydet en betydelig indsats i det samlede billede, sagde chefen for det afgående hold 3, major T. R. Wollf med flyvernavn TAW.
- Helikopterbidraget har også haft en vis politisk bevågenhed, som forhåbentlig vil komme Flyvevåbnet til gode i de kommende forligsforhandlinger, sagde TAW yderligere.

Den nye chef for HELDET er oberstløjtnant S. Ulrich med flyvernavn RUL. Han sagde i sin tale til HELDET-holdet, at bidraget havde løst de pålagte opgaver med begrænsede ressourcer, og han forventede, at man efter bidragets hjemkomst ville evaluere dette, således at man i fremtiden kunne udsende et mere robust bidrag.

Efter paraden blev der indtaget kaffe og kage samt sodavand og en enkelt øl - alkoholfri, naturligvis -hvor det også var tydeligt, at folkene fra hold 3 glædede sig til at vende næsen hjemad.   

Læs mere om HELDET i Afghanistan i det seneste nyhedsbrev