[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Hektisk aktivitet har præget Flyvestation Karup - både på jorden og i luften - hele formiddagen.

Øvelsens omdrejningspunkt var et kapret engelsk forretningsfly, som formentlig havde både biologiske våben og gidsler ombord. Helt efter bogen blev det mistænkelige fly mødt i luften af det danske afvisningsberedskab - to F-16 jagere. I en rute fra Esbjerg og ind mod Århus fulgte de flyet tæt, inden de tvang det til at lande på Flyvestation Karup. Herefter var det bevogtningsfolk og politi, der i forening skulle håndtere gidselsituationen forsvarligt.

Som central spiller i øvelsen var også Center for biologisk Beredskab. De skulle rådgive om håndteringen af de biologiske våben, der formentlig var med ombord i det kaprede fly.

- Hele set-uppet med at få forskellige myndigheder til at fungere sammen på tværs i en krisesituation som denne har været det centrale omdrejningspunkt, så der kan justeres, hvis der måtte vise sig små huller eller uhensigtsmæssigheder i vores samarbejde, forklarer øvelsesplanlægger, Kim Henriksen. Øvelsen skal efterfølgende evalueres, så terrorberedskabet i Danmark er helt opdateret.

For yderligere oplysninger. Kontakt presseansvarlig: Lars Skjoldan tlf. dir. 9710 1550 lok. 5117.