[Oprindeligt publiceret af Flyverstaben]

Temperaturerne der i øjeblikket er meget høje i Helmand og Kandahar, stiller krav til soldaterne, der skal finde på nye løsninger for at klare deres opgaver. Fint støv sætter sig i filtrene på køretøjer, og trænger ind alle vegne. Elektronik risikerer at overophede, og den i forvejen tynde luft bliver endnu tyndere. Og for soldaterne er varmen også hård.

Det går også ud over helikopterne i området, både de danske Fennec-helikoptere og helikoptere fra andre NATO-lande. Den tynde luft betyder, at der på enkelte af de varmeste dage kan være tidspunkter, hvor helikopterne får svært ved at komme i luften. Men langt størstedelen af tiden vil de danske Fennec være klar til at løse de observationsopgaver, der kan støtte NATO-soldaterne i Helmand.

Transportflyene i området har enkelte perioder, hvor varmen gør, at de af sikkerhedsmæssige årsager ikke flyver forsyninger ud. Også de danske radaroperatører i Kabul har tidligere været nødsaget til at installere ekstra afkøling, for at få radaren til at køre i døgndrift.
I øjeblikket afprøver Fennec-bidraget helikopterne både dag og nat, og arbejder på løsninger der skal gøre begrænsningerne endnu mindre.

Helikopterne er forventet klar til missioner først i næste uge.